Procedure ved for sent afhentede børn

Langt de fleste børn i SFO’en bliver hentet inden lukketid. Når det sker, at et barn ikke bliver hentet inden lukketid, er det et særsyn. Det er ikke en rar situation for et barn at være den, der ikke bliver hentet til tiden, selv om vi selvfølgelig er klar over, at det ikke sker med vilje. Det er altid forældrene, der har ansvaret for barnet på vejen til og fra SFO’en. Ansvaret for barnet er kun personalets så længe, barnet opholder sig i dagtilbuddet. Forældrene skal altid oplyse til personalet, hvis barnet bliver afhentet af andre end forældrene selv. Alle forældre kan opleve at være sent på den og have travlt, men af hensyn til personalet og deres fritid bør barnet altid være hentet og gået ud af institutionen til klokken 16:55, så personalet kan låse døren til lukketid. Hvis det sker, at et barn gentagne gange afhentes for sent, påtales dette, og der indkaldes til en samtale.

Hvis et barn forsøges afhentet af en forælder, som tydeligvis ikke er i stand til at tage vare på barnet eller af en forælder, der ikke må afhente barnet, skal personalet nægte verbalt at udlevere barnet. Personalet må aldrig fysisk hindre det. Hvis barnet alligevel tages med, kontaktes politiet på telefonnummer 114 samt i skilsmissesager modparten af forældrene.

Personalets arbejdstid

Det er også et problem for personalet, der kan have aftaler efter arbejdstid og naturligvis gerne vil have fri til den aftalte tid. Når SFO’en lukker, skal personalet kunne forlade institutionen. Hver gang et enkelt barn hentes efter lukketid, skal der betales løn og overarbejdsbetaling. Personalets planlagte arbejdstid ophører ved institutionens lukketid. Det betyder, at man som forældre skal være klar til at forlade institutionen med sit barn til lukketid.

Hvis et barn ikke er afhentet til lukketid, følges nedenstående procedure:

  • Medarbejderne i SFO’en må ikke tage et barn med hjem privat.
  • Ingen børn må efterlades uden opsyn
  • Efter lukketid kontaktes forældrene.
  • Hvis det ikke lykkedes at opnå kontakt, venter man ½ time. Imens forsøges der flere gange at opnå kontakt til forældre/øvrige kontaktpersoner, der er anført på barnets stamkort.
  • Efter den ½ time kontaktes SFO-leder (eventuelt også skoleleder)
  • Hvis tiden går, og barnet stadig ikke er afhentet, kontaktes den sociale bagvagt. Dette sker gennem politiet på telefon nummer 114.
  • Politiet har nummeret på den, der har den sociale vagt.
  • Derefter tager den sociale rådighedsvagt stilling til, hvorvidt barnet skal midlertidigt anbringes på nærmeste døgninstitution. Barnet må ikke tages med hjem medmindre dette aftales med den sociale rådighedsvagt. Rådighedsvagten har desuden ansvaret for at aflevere en skrivelse på forældrenes adresse, hvoraf det fremgår, hvor barnet opholder sig.

Det skal bemærkes, at personalet i SFO’en i disse særlige tilfælde har underretningspligt.